I efteråret 2025 gennemførte alle elever på skolen en trivselsundersøgelse. Undersøgelsen blev udført på alle årgange og danner grundlag for det videre trivselsarbejde.  

Indskolingen:

I indskolingen har vi et stærkt fokus på børnenes trivsel og på at skabe trygge fællesskaber med plads til alle. Vi arbejder målrettet med at styrke relationerne mellem eleverne – både i den enkelte klasse og på tværs af årgangen og afdelingen. Dette sker blandt andet gennem leg, fælles aktiviteter og undervisning, ugentlige trivselstimer og fælles samlinger på årgangen. 

En vigtig del af vores arbejde er at skabe ro og tryghed i børnenes skoledag. Vi har derfor særligt fokus på elevernes udvikling af selvregulering, sociale færdigheder og børnenes evne til at indgå positivt i fællesskab med hinanden. Eleverne støttes i at vise omsorg for hinanden, tage ansvar og være opmærksomme på at kunne aflæse andres følelser og behov. 

I hverdagen arbejder vi bevidst med det gode klassefællesskab gennem dialog, fælles værdier og et anerkendende sprog, hvor vi øver os i at tale pænt til og om hinanden. På den måde lægger vi et solidt fundament for trivsel, læring og fællesskab i indskolingen. 

Vi oplever, at eleverne er glade for at gå i skole, har venskaber og deltager aktivt i lege – både med klassekammerater og på tværs af klasser. Børnene er gode til at invitere hinanden med i fællesskabet, og der er en kultur for selv at tage initiativ til leg i frikvartererne. Samtidig ved eleverne, at de altid kan gå til en voksen, hvis de har brug for støtte. 

Mellemtrinnet:

På mellemtrinnet arbejder vi målrettet og systematisk med elevernes trivsel og fællesskaber, da vi ved, at gode relationer er en forudsætning for både læring og udvikling. 

I 4. klasse har vi udarbejdet et relationsoverblik over elevernes indbyrdes relationer. Dette har givet os værdifuld viden om klassens sociale dynamikker og vist, at der blandt andet er nogle stærke pigegrupperinger, som i perioder kan være uhensigtsmæssige for fællesskabet. Dette er et fokusområde, som vi vil arbejde videre med i det kommende halvår for at styrke inklusion, åbenhed og positive fællesskaber i klassen. 

På 5. årgang har trivselsarbejdet haft særligt fokus på anerkendelse. Her arbejder vi med at give eleverne forståelse for både egne og andres styrker og udfordringer – og med at skabe respekt og accept for forskelligheder. Trivselsundersøgelserne viser, at eleverne grundlæggende gerne vil hinanden, også selvom der er mange dynamikker i spil i hverdagen. Oplevelsen er, at alle hører til i fællesskabet – hver på deres måde. Klassen formulerer det selv meget rammende: 
“Uden hinanden har vi ikke verdens bedste klasse.” 

Undersøgelsen peger desuden på, at klasserne på mellemtrinnet generelt har stor fokus på positiv kommunikation. Dette arbejde videreføres og styrkes i anden halvdel af skoleåret. 

Udskolingen: Den seneste trivselsmåling i udskolingen viser, at elevernes generelle trivsel er god, og at de er glade for hinanden. Undersøgelsen peger dog på nogle områder, hvor vi som skole sætter særligt ind det sidste halve år af skoleåret:.

Styrkelse af fællesskabet 
Målingen viser, at drenge og piger i klassen i mindre grad opsøger hinanden socialt. For at styrke fællesskabet på tværs arbejder vi mere fokuseret med mixede grupper i undervisningen og i bordteams, så eleverne får erfaringer med samarbejde og relationer på tværs af køn og grupper. 

Bedre pauser for de ældste elever 
Eleverne oplever, at frikvarterer og pauser ikke er optimale, fordi der mangler meningsfulde aktiviteter. Vi arbejder derfor på at skabe mere attraktive udeområder og flere tilbud, der passer til udskolingens behov og interesser. 

Relationer mellem elever og voksne 
For de forskellige årgange er der et særligt fokus på, at alle elever har en positiv og professionel relation til de voksne omkring dem. Vi ønsker et trygt læringsmiljø, hvor voksne er tydelige, nærværende og relationsstærke i mødet med eleverne. 

Kontakt skolen

+45 64 71 12 20
kontor@strandmolleskolen.dk