På Strandmølleskolen ønsker vi glade børn, der trives. Derfor har vi også fokus på børnenes sundhed hvad angår kosten. For at børnene kan få noget ud af timerne sidst på dagen, er det vigtigt med en god og sund madpakke. For langt de fleste børn er det rart også at have lidt frugt og brød til første frikvarter.
"Læring kræver næring" – og børn der ikke er "tanket ordentligt op" bliver hurtigere urolige og ukoncentrerede, hvilket har stor indflydelse på deres indlæring og samarbejdsevner. Vi ønsker ikke, at slik, sodavand og andre sukkerholdige ting skal tage pladsen op for en ordentlig madpakke, derfor er det kun tilladt på skolen ved særligt festlige lejligheder f.eks. fødselsdage og lign.
Boden er tænkt som et alternativ til madpakken enkelte dage og ikke som en erstatning for den gode madpakke. Hjemkundskabslærerne står i samarbejde med 8. klasse og deres forældre for boden. De samarbejder om at gøre boden til et sundt alternativ. Desuden kan dit barn købe mælk via skolen.
Som forældre kan du hjælpe dit barns indlæring på vej ved at sørge for en god morgenmad, lidt at spise til første frikvarter og en solid madpakke. Der bliver også forbrændt en del i frikvartererne, så måske har dit barn brug for mere, end du tror.
Det kan være sundt med en god snak om vigtigheden af at spise sundt og varieret for at kunne lære. Snak evt. også om, hvad dit barn kunne tænke sig at få med i madpakken – så glider der måske mere ned.
Boden
På Strandmølleskolen er der en skolebod, der drives af elever fra 8. klasse samt en uddannet hjemkundskabslærer.
Strandmølleskolen er ikke en registreret fødevarevirksomhed, og det er vurderet af Fødevarstyrelsen, at Strandmølleskolen ikke er underlagt kravet om registrering. Det er vurderet at boden fungerer under privatsfæren.