Strandmølleskolen er en fuldt udbygget, forældrestyret skole. Skolens målsætning hviler på en opfattelse af, at åbenhed og demokrati er det bærende princip for en god skole.
Målsætning
Strandmølleskolens opgave er, at eleverne i et stimulerende miljø tilegner sig kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige og personlige udvikling. For at opnå dette, skal der være et gensidigt, forpligtende samarbejde mellem skole og hjem. Samværet skal i trygge rammer udvikle gensidig respekt, tillid til egne muligheder og engagement. På Strandmølleskolen lægger vi vægt på, at vore elever lærer at blive aktive deltagere i det danske samfund. Eleverne forberedes til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter, og derfor må hverdagen præges af åbenhed, ligeværd og demokrati.
Undervisningen
På Strandmølleskolen prioriteres de grundlæggende kundskaber højt. Gennem en alsidighed i metodevalg, stofvalg og fremlæggelsesformer, skabes et læringsmiljø, der rummer udfordringer for alle elever.
Eleverne møder en undervisning der:
• Giver mulighed for fordybelse.
• Udvikler fantasien.
• Styrker kreativiteten.
Eleverne bliver i stand til at:
• Løse problemer.
• Foretage selvstændige vurderinger.
• Kommunikere.
• Honorere kravene til folkeskolens afsluttende prøver.
Det daglige samvær
Den lille skole fremmer tryghed og respekt.
For os er det vigtigt at:
• Eleverne føler glæde ved deres skole.
• Elevernes individualitet respekteres.
• Eleverne indgår i positive relationer med andre.
• Eleverne har tillid til egne evner.
Eleverne er medansvarlige for:
• Egen udvikling og læring.
• Fællesskabet.
Forældrerollen
På Strandmølleskolen omgås elever, forældre og lærere hinanden med gensidig respekt, åbenhed og tolerance.
Det er vigtigt at forældrene:
• Sikrer sig, at eleverne møder og er parate til at deltage i undervisningen.
• Støtter barnet i at få det bedste ud af skolens undervisning.
• Holder sig orienterede om dagligdagen i skolen.
For at eleven oplever sin verden som en helhed, er det vigtigt, at forældrene engagerer sig i:
• Klasseaktiviter.
• Skolefester.
• Sammenkomster på skolen i øvrigt.
Der er mødepligt til:
• Orienteringsmøder.
• Elev / forældresamtaler.
• Arbejdsweekender.
Eleverne skal overholde skolens regler og udvise respekt for undervisningsmaterialer og skolens inventar.
Det bedste samarbejde opnås gennem en direkte og åben dialog.
Forældrene er altid velkomne til at kontakte skolen.